8. Refleksioner

Projektets forløb:

Her følger et længere afsnit om de forskellige perioder Mere Munch-projektet har været igennem, herefter kommer refleksionerne.

Vi blev smidt lige ind i Mere Munch projektet, allerede inden vi var begyndt på online-forløbet. Det var en hektisk start, men vi var begge to meget opsatte på at komme på netop dette projekt og havde derfor ikke noget i mod, at beynde på det lidt før tid.

Den løbende start har dog givet nogle problemer senere hen. Der var mange ting, som man kunne have ønsket, at der havde været tid til at lave på forhånd. Diskursanalysen kunne givetvis have været brugt på en mere konstruktiv måde, hvis den var blevet lavet inden vi gik i gang med dækningen af Munch-udstillingen. Derudover havde vi heller ikke meget tid til at få sammensat en funktionel redaktionsmodel, og det gjorde, at der ikke var en så effektiv arbejdsgang, som der kunne have været i den periode, hvor vi var en stor gruppe, der arbejde på projektet.

De første tre uger: Da forløbet begyndte den 1. oktober, havde vi en uge til at gøre os selv og de 13 medstuderende, der skulle være vores redaktion, klar til at springe ud i åbningen af Munch-udstillingen den 6. oktober 2012.

Konceptet for åbningsweekenden var enkelt. Vi skulle bruge tid på at forklare folk om brugen af QR-koder og derudover producere indhold til facebooksiden.
Åbningsweekenden gik ret gnidningsfrit, der var højt tempo på og stemningen omkring både udstillingen og vores arbejde var rigtig god.

Efter åbningsweekenden blev folk fordelt på vagter på ARoS. Her skulle de først og fremmest forklare folk om QR-koder og holde øje med, om der skete noget interessant på museet. De dage, hvor man ikke sad i vores social corner/Palmehaven, skulle bruges på at producere indhold, som vi i fællesskab havde ideudviklet.
Konceptet for den næste tid gik især på at skabe community og opfordre folk til at deltage aktivt på facebooksiden.

Fra den 5. november til den 28. november overlod vi dag til dag opdateringerne til Søren Sønderstup for at finde ud af, om det var realistisk for ham, at opdatere en gang om dagen. Det viste sig, at Søren Sønderstup ikke havde nok indhold til at lægge noget på hver dag, og det har vi taget til efterretning, og derfor lægger vi i vores køreplan til ham stor vægt på, at præsenterer en stor mængde ideer, der gerne skulle gøre det muligt for ham, at holde gang i facebooksiden, hvis ikke med opdateringer hver dag, så i hvert fald hver anden. I denne periode har vi dels haft fokus på analyser og videre ideudvikling, samt dækning af Fagfestival og undervisning på skolen.

I den sidste periode af forløbet har vi været på studie/indsamlings-tur i Oslo, hvor vi besøgte Munch Museet og talte med dem om deres brug af de sociale medier. Vi tog billeder til brug i vores Google Map, og vi lavede et interview til brug på ARoS’ hjemmeside. Vi har sørget for igen at opdatere facebooksiden hver dag, for at vise, at der er en tydelig sammenhæng mellem Weekly Total Reach og mængden af opdateringer på facebooksiden. Derudover har vi lagt sidste hånd på vores produktioner, og så har vi gjort vores researchsite færdigt.

Mere Munch har kørt i lige omkring tre måneder (fra vi lavede den første post den 19. september til den 21. december, hvor vi aflevere projektet) og er derved det af semesterprojekterne på Online E12, der har været  i gang i længst tid. Det lange forløb har givet os mulighed for at prøve en hel masse ting af, men det har også været med til at gøre os lidt ufokuserede en gang imellem. Deadline har længe ligget langt ude i fremtiden, og det har gjort det svært, at indsnævre sig. Derfor har der været tryk på produktionerne ind til det sidste, og man kunne måske med fordel have stoppet to uger før deadline på semesterprojektet, så der havde været mere tid til analysearbejdet. Den tidlige start har været den største hurdle for os, for det har betydet, at vi har spildt rigtig meget arbejdskraft, da vi ikke var strukturerede nok, mens vi var mange.

De mange medstuderende:

At være 15 studerende på et projekt som Mere Munch, var alt for meget. I den første weekend kørte det okay, folk var der en dag hver og arbejdede interesseret med det, men da det blev hverdag, var der mange der mistede gejsten.

Det er vores oplevelse, at vi kunne have været et rigtig stærkt hold, havde vi for eksempel haft seks medstuderende til hjælp i de første tre uger. Så ville ingen kunne gemme sig bag hinanden, og så ville vi kunne have haft et noget tættere samarbejde med hver enkel af vores medstuderende og derved fået mere ud af deres deltagelse i projektet.

Mandag den 9. Oktober besluttede vi at nedsætte en videogruppe, der udelukkende stod for at producere videoer, vi valgte dem ud, der havde arbejdet med tv før, og det viste sig at være en rigtig god ide. Havde vi haft tid til flere overvejelser inden projektet gik i gang/eller skulle vi gøre det om, så ville vi danne flere grupper som denne. De havde ret frie rammer til at producere, og det virkede som om, at det virkede for dem at arbejde på den måde. De fik blandt andet lavet en rigtig fin video, Something strange going on at ARoS, som vi er meget glade for og som fik et fint lille liv på nettet, dog blev det ikke helt den virale succes, som vi havde håbet. De resterende medstuderende fik hver nogle opgaver, artikler, voxpops osv, som de skulle lave, men det virkede ikke til, at det var særlig nemt for dem, at få produceret det de skulle. Det er derfor vores erfaring, at det er en god ide at lade folk arbejde i mindre grupper, så kan de motivere hinanden i arbejdet. Vi kunne for eksempel have lavet en gruppe, der sørgede for at forberede en masse små opdateringer og to grupper, der skulle producere større ting til ARoS’ hjemmeside.

Samarbejdet med ARoS:

I det store hele har samarbejdet med ARoS fungeret fint. Der har været nogle bump på vejen, men ikke nogle enorme katastrofer.

Havde der foregået en større grad af forventningsafstemning på forhånd, kunne man have undgået nogle af problematikkerne.

Det er vores indtryk, at nogle medarbejdere på ARoS har følt sig overrendt af den store flok studerende, der i de første tre uger brugte ARoS som arbejdsplads og som også ville have interviews og kommentarer fra flere af de ansatte. Var der blevet drøftet, hvordan disse henvendelser til ARoS’ personale skulle foregå, kunne det måske have gået lidt mere gnidningsfrit. Derudover ville et mindre antal studerende på projektet også have gjort det noget mere håndterbart.

I en periode måtte vores undervisere Nils Mulvad og Kristian Strøbech se vores opdateringer igennem, inden vi lagde dem på Facebook. Dette blev nødvendigt, efter vi postede en opdatering med en udmelding, der ikke stemte overens med ARoS’ officielle holdning. Det var ærgerligt, at det skulle komme der til. Men på grund af denne uheldige opdatering, har vi lært, at man, selvom man agerer på de sociale medier, som nogle gange kan føles mindre officielle end andre kanaler, så er man hele tiden nødt til at være 100 procent skarp og være fuldstændig sikker på, at man giver brugerne de rigtige oplysninger.

Edvard Munch Angst/Anxiety er en enormt dyr udstilling, der er slået enormt stort op, og det har været tydeligt at mærke, at der har været nerver på over hele linjen på ARoS. Derfor har det ikke altid været lige let at navigere som ny i huset, og det har givet nogle udfordringer i form af mindre bevægelsesfrihed på museet. Havde vi planlagt bedre, kunne vi nok også godt have været kommet uden om dette. Vi kunne eventuelt have fået nogle bestemte pressekort, som gjorde at alle vagterne vidste hvem vi var, så vi og vores medstuderende ikke skulle udsættes for dagligt at blive tjekket af vagter og igen og igen spørge om lov til at filme i og i nærheden af udstillingen.

Vores platforme:

Vores primære platform til udgivelse var Facebook, ARoS’ egen hjemmeside www.aros.dk og ARoS’ Youtube-kanal.

I starten talte vi om, at vi kunne bruge Twitter til at nå det internationale publikum, men da man fra ARoS’ side ønskede, at vores primære fokus lå på Facebook, lagde vi alt vores arbejde her. Havde vi været en større gruppe om semesterprojektet, kunne det have været meget interessant at sparke liv i ARoS på Twitter. På ARoS’ hjemmeside har vi publiceret længere artikler og Storifys og derefter promoveret dem via posts på Facebook, Youtube-kanalen er blevet brugt til at publicere de videoer, som vi har brugt i vores posts.

Det har ikke været relevant for os, at se på, hvordan man skulle præsentere projektet på en app, da det var så tydeligt fastlagt på forhånd, at vores platform var Facebook. Da vi besøgte Munch Museet i Oslo fortalte deres kommunikationschef Sture Portvik os, at de udvikler en ny app til hver af deres udstillinger, og på den måde giver de deres besøgende et ekstra lag på udstillingen. Det kunne være en vej at gå for ARoS.

Den fysiske tilstedeværelse:

I de første tre uger havde vi base i ”Palmehaven” på ARoS. Det fungerede ikke rigtig, da det ikke var vores eget sted, men en del af cafeen. Vi kunne ikke lade tingene stå, og der blev ikke rigtig nogen følelse af at være en redaktion.

Det ville have været bedre for fællesskabsfølelsen og arbejdsmoralen, hvis vi havde haft et sted, hvor vi have været samlet noget mere. Ideen var jo godt nok, at vi skulle være synlige for gæsterne og komme i dialog med dem, men det kom aldrig til at virke optimalt. Havde der været mulighed for at have indtaget et hjørne af cafeen, som kunne have været vores i hele åbnings tiden, og havde vi haft adgang til museet på samme vilkår som deres ansatte (adgang til et aflåst rum, hvor værdigenstande kunne opbevares og mulighed for at bevæge sig frit rundt på museet) havde det nok gjort det noget nemmere at arbejde effektivt fra ARoS.

Havde vi (semesterprojektgruppen) presset mere på for at få en fast plads, eventuelt på biblioteket på ARoS, kunne vi nok også have fået et endnu bedre samarbejde op at køre, hvor vi hurtigere ville kunne få vores idéer gennemført. Den lidt lange vej fra idé til handling har desværre været skyld i, at flere tiltag er faldet til jorden.

Munch-o-meteret/Munch Connect:

Allerede inden vi blev en del af Mere Munch-projektet, var der planlagt en del spændende ting.

Ideen var rigtig god, og den endelige udformning er blevet virkelig fin. Men Det var en sten i skoen, at det skulle tage så lang tid, at få lov til at få det sat i forbindelse med selve udstillingen. Den lille skærm i Palmehaven og vores flyers og en enkelt plakat hjalp ikke meget på opmærksomheden omkring projektet. Havde vi kunne være med fra starten med rækken med Munch-billederne og QR-koderne, havde vi højst sandsynligt kunnet skabe større opmærksomhed omkring Mere Munch.

I forhold til vores arbejde med at guide folk til at bruge QR-koderne, så er det vores helt klare indtryk, at det ikke var et arbejde, der bar særlig meget frugt. Den tid, man brugte på at få fat i en gæst, der kunne overtales til at finde sin telefon frem og scanne en QR-kode for så at like Faceooksiden, kunne man højest sandsynligt have brugt mere effektivt, til at producere indhold, -indhold der eventuelt kunne skaffe likes via Facebook.

Indhold:
I den første periode var vores indhold meget nyheds-betonet. Det fungerede godt, folk var glade for at like og kommentere på, at der var mange inde at se udstillingen, og hele hypen omkring udstillingen var med til at give os ret stort rum til at poste alle mulige historier. Folk kunne ikke få nok af Munch.
Men da vores medstuderende blev sluppet løs på ARoS og selv producerede små videoer, voxpops osv. tabte vi lidt snoren i forhold til vore målgruppe og vores koncept.
Disse ting samlede vi op på, da vi efter de tre første uger gjorde status over projektet. Her har vi korrigeret lidt og fokuseret endnu mere på, at det var unge kunstinteresserede mænd, vi lavede indhold til.

Vores oprindelige koncept gik ud på at vi ville skabe et community på siden og inddrage folk meget, men der var ikke den store interesse for at deltage i afstemninger eller selv komme med kommentarer til malerier fra udstillingen. Og selvom vi stillede spørgsmål til brugerne i vores opdateringer gav det heller ikke mange kommentarer.

Det er vores helt tydelige oplevelse at folk gerne vil bruge kommentarfeltet til at henvende sig til deres venner. De siger ting som, at de glæder sig til at se udstillingen eller at de varmt kan anbefale den. De er ikke særligt interesserede i, at deltage aktivt i en debat. Det skulle da lige være debatten om tidsbestillingen, som vi har forsøgt at holde nede så meget som muligt. Men den kunstfaglige debat, har de ikke haft meget lyst til. Det kunne måske havde ændret sig, hvis man fik det kunstfagligepersonale endnu mere på banen. Det vil vi opfordre ARoS til at få sat i værk!

Målgruppe:
I forhold til målgruppen, så har vi hele vejen gennem projektet haft overvejelser omkring, om vi skræmte nogle af kerne-brugerne væk, hvis vi gjorde det for ungt. Derfor har vi måske ikke vinklet lige så stramt til målgruppen, som man kunne. Den 6. december re-postede vi en historie om ARoS fra www.rokokoposten.dk, som vi selv mente var sjov og lige til målgruppen, men her var der flere af de brugere der kommenterede, der tydeligvis ikke kendte Rokokoposten, og det har været med til at bekræfte, at det ikke er de unge brugere på Facebook-siden, der er de første til at kommentere.
Vi havde flere ideer i idebanken, da vi begyndte, som henvendte sig til mænd, historierne gik på billedernes værdi, og hvor mange gange Munch-malerier er blevet stjålet. Men disse historier måtte ikke publiceres i ARoS navn, da deres forsikringsselskab ikke ønskede, at ARoS selv var afsender på sådanne historier

Argumentanalysen:

Det var den oprindelige plan, at argumentanalysen også skulle bruges på en artikel om ”det mørke Norge”, her var påstanden, at nordmændene har en dyster og mørk kultur i forhold til andre lande. Tidspres og problemer med at finde passende kilder gjorde, at historien måtte falde. Argumentanalysen er derfor udelukkende brugt til at skrive historien ”Munch på flere måder”, der sammenligner ARoS’ fremstilling af Munch med Munchs Museets fremstilling af Munch i udstillingen Det Moderne Øje.

Argumentanalysen kunne have været brugt mange steder i løbet af projektet. Vi valgte at bruge den på en af vores længere artikler, for at sørge for, at denne var så gennemarbejdet som muligt. Da Mere Munch har været en kommunikationsopgave, der handlede om at formidle kunst, har vi ikke rørt kontroversielle emner og indviklede historier, med tungtvejende problemstillinger og argumenter, derfor har argumentanalysen heller ikke vægtet højest i vores prioriteringer.

Diskursanalysen:

Vi har set på, hvordan vi selv taler til brugerne på facebook. Gennem analysen kom vi frem til en række punkter, som er vigtige at overveje i forhold til kommunikationen med brugerne på facebooksiden.

Vores mål med analysen var, at bruge den så konstruktivt som muligt, og altså ikke blot se på, hvordan man omtaler Munch i andre medier, men konkret se på os selv og vores omgangstone på facebook.

De overvejelser, som vi har gjort os på baggrund af analysen, har vi brugt i vores daglige arbejde med at formidle kunst på Facebook og til at gøre vores køreplan til ARoS endnu skarpere.

Brugertilfredshed:

I vores målsætning lød det, at vi gerne ville have stor gæstetilfredshed. Det er ikke umiddelbart nemt for os at måle, hvor godt tilfreds gæsterne på ARoS har været i den sidste tid. Men det vi har kunnet måle på er, hvordan de kommenterer på Facebooksiden, og det har vi så gjort. Man kunne have gået længere tilbage og set på, om der var forskel på kommentarerne før og efter vi gik i gang med projektet. Men vi har ikke været i tvivl om, at gæsterne har været glade. Enhver post er der nogen der har liket og det er helt tydeligt, at responsen i høj grad er positiv på Facebooksiden. Vi har lavet optællingen for at have en helt konkret opgørelse over, at folk er positive.

Cool kids:

I ugen op til udstillingens åbning registrerede en gruppe hvilke af kunstscenens Cool Kids, der var på de sociale medier. I forbindelse med udgivelsen af videoen Something strange going on at ARoS tog vi kontakt til en gruppe af disse Cool Kids i håbet om, at få dem til at sprede videoen, så den kunne få et vildt liv på nettet. Måske var det ikke den rigtige fremgangsmåde, i hvert fald fik vi stort set ingen positive tilbagemeldinger.

Vi har ikke været særligt aktive i vores brug af Cool Kids. Det kunne givetvis have gjort en forskel, hvis vi havde forsøgt at aktivere dem noget mere. Men der er vores indtryk, at de Cool Kids, vi har med at gøre i kunstmiljøet ikke har lyst til at sprede hvad som helst, og at det at gøre reklame for et stort etableret kunstmuseum, ikke er noget, man lige får dem til.

Sture Portvik fra Munch Museet i Oslo fortalte os, at de på det seneste har forsøgt sig med at invitere bloggere til et eksklusivt arrangement, der foregår inden de almindelige pressemøder. Når bloggerne så tweeter og instagrammer fra blogger-mødet, håber Munch Museet at nå ud til de unge kunstinteresserede. Sture Portvik havde ingen tal på, om det virker, men det er helt sikkert en måde at få Cool Kids til at deltage mere aktivt i dækningen af en udstilling.

Data:

Det havde været optimalt, hvis vi havde været færdige med både vores tidslinie og især vores Google Map før. Begge ting bidrager i høj grad til at give gæsterne på ARoS en ekstra mulighed for fordybelse, når de kommer hjem fra Munch-udstillingen, og jo før det havde været færdig jo bedre. Men som sagt tidligere, har vi haft mange bolde i luften og der var hele tiden ting, der måtte udsættes.

Det samlede produkt:

Der er gennem hele projektet blevet produceret et omfattende ekstra lag til Edvard Munch Angst/Anxiety, og det er vores klare opfattelse, at vores tilstedeværelse på Facebook har været den direkte årsag til at ARoS har fået over 2000 nye likes på Facebook i løbet af de seneste tre måneder.

Vi har prøvet en masse forskellige slags opdateringer af på Facebook, og vi har lært en masse om, hvad der virker på Facebook, og hvad der ikke gør. Men vi må nok erkende, at det ikke er helt nemt, på baggrund af vores arbejde fuldstændigt præcist at sige, hvad man skal gøre for at få succes på Facebook. Men vi har gjort os en masse erfaringer, som er blevet kogt sammen til en køreplan for kunstformidling på Facebook, som vi håber vil kunne hjælpe Søren Sønderstup i sit daglige arbejde og måske give andre virksomheder og institutioner, der bruger Facebook til at formidle kunst, en bedre ide om, hvilke mekanismer, man skal have i spil, hvis man gerne vil nå ud til flere på Facebook.
Havde vi været tidligere ude med vores egne lidt længere produktioner, kunne vi måske have sagt noget mere konkret om, hvordan folk tager i mod det, det vil vi kunne sige mere om til vores eksamen i midten af januar, når artiklerne har ligget lidt længere tilgængeligt på nettet.

Generelt er vi glade for vores egen arbejdsindsats og projektets forløb, og vi håber at vores store mængde af indsamlet viden vil kunne bidrage til at gøre interesserede journalister og kommunikationsfolk endnu bedre til at bruge Facebook i deres arbejde.

Skriv en kommentar

Du kan anvende følgende HTML HTML:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>